Valg, valg og atter Valg

Jeg er kommet til en periode i mit liv hvor jeg er tvunget til at træffe en masse valg. Folk vil måske se det som en modningsprocess, men jeg ser det virkelige som rigtig pain-in-the-ass. Gu gider jeg ej, at skulle træffe valg hele tiden - synes at jeg ikke har lavet andet det sidste halve år, kan jeg ikke bare spole mit liv 10 - 12 år tilbage, hvor ens forældre stadig to alle ens valg og ens liv var perfekt og uden bekymringer.
Nu skal man absolut være voksen og træffe en masse valg - og jeg bryder mig ikke specielt om det. Måske er det fordi at mor og far, har været lidt for dygtige i min opdragelse - jeg er simpelthen for SØD. Jeg kan ikke lide at skulle såre folk, og jeg ved at med de valg jeg er tvunget til at træffe, vil jeg altid på den ene eller anden måde komme til at såre folk eller mig mig selv....

Nu er jeg kommet til en svær position i mit liv - og de valg jeg har truffet indtil videre har været for mit eget bedste, men bestemt ikke nemme - nu er jeg kommet til endnu en korsvej: jeg har fire dage til at finde en familie ellers er det hjem til Danmark, nu er spørgsmålet så bare - skal jeg bruge de sidste dage på at håbe at jeg finder den perfekte familie lige på faldrebet, ELLER skal jeg kaste håndklædet i ringen og bare rejse hjem.
Skal jeg fortsætte de næste ti måneder med at være en au pair, hvor jeg risikere at få det endnu værre end jeg har det nu og ender med at skære mine pulsårer over eller skal jeg rejse hjem til Danmark, og bruge resten af mit liv på at tænke "Hvad nu hvis.....?"

måske er det sidste jeg skal vælge - fordi jeg kan seriøst ikke håndtere at føle så mange voldsomme følelser på en gang og størstedelen af de følelser som jeg rummer inden i mig er rent faktisk vrede og frustration - som bare hober sig op, og jeg frygter den dag at jeg eksploderer, jeg frygter at det bogstavelig talt vil blive rigtig grimt for både mig og mine omgivelser - Så vil det være bedst bare at rejse hjem og måske søge en form for hjælp til at få mig tilbage på rette spor, for de tanker som plager mig i øjeblikket er virkelig begyndt at skræmme mig......

Valg, valg og atter valg = jeg hader det, jeg er ikke en person der er godt til at træffe valg og tage de nødvendige konflikter, faktisk så er jeg bange for de konflikter der end vil komme fra de valg jeg vil træffe = som om mit liv ikke er elendigt nok i forvejen...    

En uge tilbage!

Tiktaktiktak uret tikker tiden går. Vi nærmere os den 16. december som er DAGEN!
Jeg har officielt en uge tilbage hos Fitzgibbon, en uge hvor jeg skal arbejde med umulige børn og humørsyge, en uge til at finde en ny hostfamilie, en uge til at jeg måske rejser hjem til Danmark igen.
Spændingen ophober sig, og begynder stille og roligt nærme sig klimaks - det øjeblik alle har ventet på, hvor man kan få svar på alverdens spørgsmål!
1. Når Mia at finde en familie eller bliver hun sendt hjem til Danmark?
2. Vil Mia overleve den sidste uge hos Fitzgibbon, uden at være synderlig belastet?
3. Gad vide om Mia kan undgå at lave flere stunts, som vil sætte familiens tillid på prøve?
4. Vil Mia være alene i julen eller vil hun have selskab?
Følg med i den nervepirrende historie, om den unge au pair Mia - som kun møder modgang på sin vej, følg hende i jagten efter medgang og en familie at arbejde for. Vil hun miste forstanden undervejs eller vil hun klare sig igennem den hårde tid med oprejst pande. Vil det lykkedes Mia at finde en familie og redde dagen, eller bliver hun nødt til at se nederlaget i øjnene og rejse hjem til Danmark?
Om kun EN uge, vil alle de spørgsmål blive besvaret, om EN uge vil sløret for Mias kommende fremtid blive løftet - så følg med....

OH MY GOD - mit liv er lige til hollywood, mit liv er og forbliver en soapserie. Den unge håbefulde au pair, forlader alt med indbegrebet af tryghed bag sig for at rejse ud i verden for at søge lykken i USA. Desværre møder den unge au pair en masse udfordringer, som mildest talt driver au pairen til vanvid - de mange udfordringer er del i hendes udvikling til en voksen anstændig og ansvarlig ung kvinde, men vejen er hård og fyldt med fare som lure bag hvert et hjørne - og af en eller anden mystisk grund bliver hun konstant sat i situationer, hvor hun ender med at kvaje sig og sætte sig selv i dårligt lys. Som f.eks. at køre udover en kant, i et forsøg på at bakke bilen ud af ond indkørsel - dybt fokuseret på ikke at ramme en sten væg, hvilket resulterer i at man kører ud og over en kant og det ene fronthjul sætte sig fast. Hvor man bliver nødt til at ringe efter hjælp. JEP, ens hostparents var rigtig stolte af deres au pair da hun kl. lort ringer og fortæller hvad der var sket på vej hjem fra en film-aften. Især nu hvor man er i situation, hvor au pairen er i en situation hvor hun er afhængig af at hendes hostparents kommer med en god udtalelse..... Godt klaret klap dig selv på skulderen....


jeg har ingen idé om hvad den næste uge vil bringe, og jeg er omtrent lige så nysgerrig om hvad der vil ske i min fremtid lige som alle mulige andre.... Fyldt med spørgsmål som jeg har brug for at få besvaret, og fyldt med frustrationer som man bare har brug for at komme af med - Jeg er ikke den store tilhænger af soapserier, men de er så irriterende gode til at fange ens interesse der gør at man bliver afhængig af dem og man ikke kan vente til næste uge hvor der kommer et nyt nervepirrende afsnit!  

Et mirakel tak!

Jeg går snart op i sømmene - jeg er godt på vej til at blive forvandlet til at nervevrag.
Nu har jeg været i rematch programmet for næsten to uger nu, og jeg har endnu ikke fundet en ny familie at bo/arbejde hos. Tiden er ved at løbe ud, det er snart den 9. december som jeg har skrevet under på vil være min sidste dag, men jeg har en chance for at udvide processen en uge mere så men sidste dag er rent faktisk den 16. eller hvad? Hvornår er min sidste dag i familien, for jeg ved det nemlig ikke.

Jeg har ingen idé om, om jeg måske skulle overveje at begynde at pakke mit lort ned og sende det hjem til Danmark. For hvis den 9. er deadline så, så er jeg på skideren da det er den niende på fredag, om fucking 6 dage - hvor stor er chancen for at jeg finder en ny familie inden for så kort tidsrum !?
- Hvornår er det tilladt for mig at miste håbet at finde en ny familie, for håbløsheden er ved at tage et rigtigt godt tag i mig. I øjeblikket kan jeg ikke tåle at være alene, jeg tænker nemlig for meget når jeg er alene - hvilket er farligt, for jeg kender mig selv, jeg graver mig ned i mit eget lille hul.  FEDT nu tuder jeg igen, er det en ny livsstil for at tude hele tiden, jeg forstår det ikke - for jeg er normalt ikke en person som har let til tårer bortset fra når jeg ser film!

Jeg kunne virkelig godt bruge et mirakel lige nu, eller i det mindste nogle svar på alle de irriterende spørgsmål som kører rundt i hovedet på mig - som er med til at håbløsheden og frustrationen kommer over mig og overvælder mig. Fuck hvor mit liv stinker lige nu, jeg er simpelthen så vred hele tiden, og når jeg ikke er vred så er jeg ked af det, og det tredje øjeblik er jeg glad og overgearet.. Mit liv er følelsesmæssig rutsjebanetur - jeg håber at turen er snart over, så jeg kan blive den normale Mia igen.

Please et mirakel er lige hvad jeg har brug for lige nu = jeg hader uvisheden!      

F*** MY LIFE

Lorte dag, Lorte LIV!!
Nu havde jeg gået og været positiv de sidste mange dage, for jeg havde et muligt match med en familie - men de har valgt at trække følehornene til sig, fordi de gerne vil undersøge de andre au pairs på markedet - hvilket må betyde at jeg ikke har solgt varen godt nok.
- Jeg har haft en dag, hvor jeg virkelig har kæmpet med børnene - hvilket har givet mig en del skader fra krigszonen. I løbet af i dag er jeg blevet sparket i ansigtet, i brystet og over benene. Møgungerne har prøvet at kradse mine øjne ud, jeg er blevet bidt, knippet, revet i håret, blevet slået i brystet - nu trækker jeg stregen, jeg finder mig ikke i mere fra deres side. Jeg er ikke taget til USA for at blive behandlet på den her måde = lige nu har jeg mest lyst til at pakke min kuffert og sige: FUCK IT JEG SKRIDER!!! har desværre srkevet under på at jeg vil befinde mig her i to uger mere! 

En følelsesmæssig rutsjebanetur

Eftersom at de har været noget tid siden at jeg har opdateret min blog, føler jeg at det er på tide at komme igang igen.

Men den sidste tid, har været rigtig hård for mig både på den ene eller på anden måde. Arbejdet med børnene har gået begge veje, den ene dag kunne vise sig for at være helt perfekt uden problemer eller konflikter med børnene, hvor vi bare har haft det sjovt og nydt hinandens selskab. Hvorefter den anden dag tager det hele 360*  og man befinder sig i en verden af kaos hvor alt bare går galt på enten den ene eller den anden måde. Hvilket er noget som virkelig har taget hårdt på mig, så meget at når jeg fik fri for arbejde var jeg fuldstændig drænet for energi og gik direkte i seng. Men samtidig med at jeg til tider kæmpede med børnene, gik jeg rundt med lidt mere følelsesmæssig kvaler - da det begyndte at gå op for mig at jeg havde overvurderet mine kompetencer inden for børnepasning (eller jeg indså i hvert fald, at arbejde med fire ustyrelige unger i en alder af 20 år er lige lovlig optimistisk) plus jeg begyndte at blive stresset fordi jeg simpelthen ikke har været i stand til at kunne følge familiens tempo samtidig med at gøre 40 ting på en gang - hvilket resulterede i at hver gang at jeg gik op af trappen for at arbejde, havde jeg voldsom hjertebanken og var decideret utilpas - fordi jeg ikke havde nogen anelse om hvad dagen ville bringe. Som en bivirkning på hvad jeg har lige har beskrevet, var jeg fuldstændig drænet for energi og havde faktisk ikke lyst til at tilbringe min tid sammen med nogen - samtidig med at jeg ikke havde lyst til at opholde mig i huset. Hvilket førte til at jeg gik hen og isolerede mig selv, og DER greb hjemveen ind. På grund af alle de mange indtryk der kom ind samtidig, begyndte jeg at føle mig noget ensom - og det jeg allermest trængte til var komme hjem til det velkendte og få et kram af mor og far og nogle opmuntrende ord på vejen - hvilket desværre ikke kunne lade sig gøre.

Oven i al det hurlumhej, har jeg lagt min hjerne i blød omkring min situation. Jeg snakkede med mine nye venner herover, jeg snakkede med Henry, jeg snakkede med Mor og Far, jeg snakkede som end også med Susan omkring hvordan jeg havde det, og om hvor forvirret jeg egentlig følte mig. Men efter lang tid med grublen, tog jeg min beslutning. Jeg besluttede mig for at jeg ville gå i rematch - både for familiens og for min egen skyld. I den sidste tid var det nemlig gået op for mig, at jeg simpelthen ikke havde det godt hvor jeg er og at jeg frygtede at jeg ville gå ned med en depression hvis jeg blev hos familie Fitzgibbon. Samtidig med at det var gået op for mig, at fire børn var en al for stor mundfuld for mig.
Så jeg har lagt kortene på bordet, fortalt Susan sandheden omkring hvordan jeg føler og om min beslutning. Hvilket hun overraskende nok var enig i størstedelen af - hun havde nemlig selv gået med de tanker om at jeg nok ikke egnede mig til at være au pair i deres hus. Det var selvfølgelig lidt af et slag i ansigtet at få ad vide, at man ikke er uovervindelig og at folk til tider rent faktiske kan gå hen og blive utilfredse med én og ens arbejde.

Men vi indgik et kompromis, vi ville gå ind i rematch - men vi ville holde hovedet højt og jeg er satdig ansat hos familien indtil den 16. december. Så fra nu af og til den 16. december, har jeg til at finde en ny familie i USA som passer perfekt til mig, ellers er det fluks hjem til Danmark. Det er den barske sandhed. Så lige nu befinder jeg mig i limbo, fordi min hverdag fortsætter ufortrødent med mit arbejde med børnene - men efter at børnene har fået af vide at jeg ikke bliver hos dem, er de begyndt at arbejde på at gøre min hverdag til et helved - selvfølgelig vil jeg ikke lade det ske, men det prøver ihærdigt - men hvad de åbenbart ikke har fundet ud af endnu, er at jo værre de behandler mig, jo værre bliver det for dem - for så vil jeg ikke længere var den søde sjove au pair.
Nå, men ikke nok med at børnene prøver at gøre alt for at gøre min sidste tid i huset til et helved - så har jeg ingen idé om hvordan vinden den blæser. Bliver jeg i USA eller ej? Det er hårdt ikke at kende til sin "fremtid". Men lige pt. har jeg bare at krydse fingre og håbe på det bedste. Men selvfølgelig finder jeg en god familie, og jeg kommer til at gennemføre mit år som au pair - og det bliver en oplevelse som jeg aldrig vil glemme.

Jeg kan allerede nu fortælle, at fra idag hvor jeg officielt er gået i rematch allerede er blevet kontaktet af en familie - er dog ikke helt sikker på at de bliver min nye familie. Men det er en god start i processen, at man bliver kontaktet så tidligt - hvilket medføre at jeg holde hovedet højt og håber på det bedste. Min mission lige nu består af at finde den perfekte familie inden for de næste tre uger!
- Så snart jeg ved mere omkring hvad der sker i mit liv, vil jeg skrive og foreklare mere om hvordan tingene forholder sig.

Men indtil da, så har jeg bare at sige. Tak for at følge med i min tid i USA og Happy Thanksgiving   :D

Drengenes fødselsdagfest - med mere.

Efter en hård uge med umulige unger, og en stille weekend i selskab med mig selv og Mitra. Fik jeg taget hul på en ny arbejdsuge.
Det var Tims fødselsdag i mandags, så vi startede ud med fødselsdagssang under morgenmaden. Hvor efter at dagen fortsatte sin normale gang, hvor man starter ud med skolegang for Tims vedkommende. Selve morgenritualet med at fodre børnene, klare de forskellige småpligter så som at tømme kattebakken og give hønsene frisk vand. Gik fint nok uden problemer, men problemerne viste sig i form af John Vincent - som følte sig ualmindeligt forsømt, og åbenbart skulle sætte sig på tværs af alt hvad man sagde til ham. Hvilket resulterede i at han besluttede sig for at sætte hugtænderne i min underarm, hvor han virkelige bed til og længe. Da den lille bulldog til John endelig slap sit greb om min arm, var tandmærkerne tydelige (hvilket de stadigvæk er fire dage efter) og min arm begyndte at hæve op og antage en køn blå farve.
Når et barn som John Vincent kommer ud af kontrol, er der faktisk ikke noget man rigtigt kan gøre for at få ham til at køle ned. Så min reaktion på bidet var, at jeg tog den skrigende og sprællende dreng, smed ham udenfor og lukkede og låste døren - hvor efter at man lod ham skabe sig udenfor døren i et minutstid, før man gik ud til ham med hans overtøj, og tog en snak med ham. Lidt efter lidt, slappede han mere af - men han havde stadig alt for meget energi og vrede pumpende i blodet, så vi besluttede at tage cyklen og cykle en tur ned til toget, hvor vi så to og derefter vendte vi næsen hjemad. Efterfølgende var den tre årige og meget vrede dreng, helt afslappet og from som et lam.
Tim blev færdig med sin skole, og jeg fik drengene ind i bilen og vi kørte af sted til en fantastisk legeplads - hvor børnene fik brugt noget af deres meget energi, og de fik mulighed for at lege med andre børn, da det var en dejlig solskinsdag vrimlede legepladsen med børn og deres forældre - plus der også var mange som var ude at lufte deres hunde, så drengene fik mulighed for at lege med dem. Da vi kom hjem fra legepladsen, var det frokosttid og drengene var godt sultene og trætte så frokosten forløb som en leg. Efterfølgende var der børnenes eftermiddags aktiviteter og det blev tid til Matthews lur. hvilket betød at Susan, Tim og John tog af sted til fodbold, og Carmel blev hentet af en veninde og tog af sted til Ballet. Hvilket betød at jeg havde en times tid for mig selv imens Mattew fik sin lur. Da han vågnede, tog vi overtøj på og gik en tur rundt i nabolaget og kiggede på de begyndende halloween dekorationer, hvilket blev taget imod med kyshånd både fra Matthews og Susans side. Da vi kom hjem fra vores time lange gåtur, kom Susan og drengene hjem - og min arbejdsdag var overstået.

De næste tog dage var udfordrende, med børn som gjorde det stik modsatte af hvad man sagde - for nu var de blevet et år ældre, og derfor havde de åbenbart ret til at gøre lige hvad der passer dem. Hvilket selvfølgelig, ikke er sandt - for selvom de er blevet et år ældre, har de det meste af tiden ikke nogen idé om hvad de foretager sig, rent faktisk kan vare til fare både for dem og andre omkring dem. Så på det punkt har man haft en del små og meget trættende konflikter, da man bruger mere energi på at være den belærende og nogen gange sure au pair som skælder ud.
Da man inden man tog af sted, læste man i sin au pair håndbog at der ikke ville være én dag der ligner hinanden fuldstændig, og man vil opleve noget nyt hver dag. Rystede man på hovedet, i den tro på at mange dage ville være ens - eller sådan havde jeg det i hvert fald. Men allerede nu er jeg blevet meget klogere, hver dag gemmer på nye forskellige oplevelser, både behagelige og ubehagelige. Som f.eks. Matthew der skider i bukserne imens vi er inde i en legetøjsbutik, og jeg bliver nødtvunget til at tage mig af den stakkels dreng og få gjort ham ren så godt som man nu kan. Men jeg må tilstå at det har nok været noget af det mest udfordrende jeg har oplevet imens jeg har været her, og jeg frygtede virkelig at jeg skulle brække mig - det var virkelig det klammeste jeg nogen sinde har prøvet, og håber virkelig at der ikke kommer flere af den slags episoder.

Men for at gøre en lang historie kort, så har denne her arbejdsuge været meget bedre end den foregående - men de fire unger jeg har påtaget mig ansvaret for er virkelig en kæmpe udfordring. Så hvis jeg overlever den næste månedestid, vil jeg være blevet hærdet så meget at jeg næsten villle være i stand til at gøre hvad som helst!

Eftersom at både Tim og John Vincent, har fødselsdag i løbet af denne uge - har vi holdt fødselsdagsfest for dem idag, og jeg har fået muligheden for at møde nogle af familiemedlemmerne. Susans forældre er nogle utrolige flinke mennesker og meget rare at sidde og snakke med, men jeg kunne føle en hvis sympati og beundring fra dem omkring den kæmpe udfordring jeg har udsat mig selv for. Men nu må vi se og krydse finger for hvordan den næste tid vil foregå - forhåbentlig med flere succeser end nederlag.
- Efter en lang arbejdsdag og med en fødselsdagsfest oven i, vil jeg slutte af nu. Da jeg har besvær med at holde mine øjne åbne, sov jeg vil ønske alle godnat og på gensyn.  
       

En stor udfordring

Nu har jeg snart opholdt mig i USA i en måned, hvilket i sig selv er ret mærkeligt.

I løbet af de uger har jeg oplevet forskellige ting, som f.eks. at jeg i lørdags i sidste uge tilbragte jeg sammen med to andre danske au pairs - hvor vi tog ind og så en fodboldkamp. Ja, I hørte rigtigt en fodboldkamp - og for dem som kender mig, ville man også vide at hvis der er noget jeg ikke kan fordrage eller forstå så er det fodbold. Men eftersom at jeg befinder mig i et fremmede land, og egentlig bare gerne vil have en undskyldning for at tilbringe lidt tid sammen med nogen uden for arbejdstiden -  så har jeg besluttet mig for at give sport et forsøg. Så jeg klemte ballerne sammen, og tog til fodboldkampen. Aftenen i sig selv var god nok, men fodboldkampen var det værste jeg nogen sinde havde set. Jeg var fuldstændig chokeret over at professionel fodbold i USA er så ringe som det er, JEG kunne næsten klare det bedre end de to spillende hold. Da spillerne nærmest faldt over bolden i stedet for at sparke til den, bolden var ikke i spil længe ad gangen før at den blev skudt ud for banen og sidst men ikke mindst så kunne det ikke finde ud af score selvom målet var helt frit. Det var decideret pinligt at se den kamp.
Men så må jeg bare se det på den lyse side, jeg havde det sjovt sammen med Mitra og Alex - vi havde en god aften, hvor vi fik god mad og så en knap så god fodboldkamp. Men vi blev dog alle enige om, at hvis vi skulle ind og se noget mere sport så ville vi vælge en mere amerikansk sportsgren, i forhåbning om at niveauet vil være noget højere på professionelt plan.

Men på trods af at jeg havde en sjov weekend, begyndte alt at tage en helt anden drejning. Jeg blev ramt af mit første anfald af hjemve, og efter at have arbejdet i to uger med børnene uden rigtigt nogen problemer med dem - syntes at de skulle begynde at teste mig. Denne uge har været en kæmpe udfordring, med børn som har gjort det stik modsatte hvad man har sagt, og de har slås utroligt meget indbyrdes - men de har også slået, sparket og skreget af mig, i sådan en grad at man har været tæt på at springe i luften.
Det er først nu at det er gået op for mig, hvor opslidende det er at være den sure og tvære au pair. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig hvor trættende det er at skælde ud. Så nu forstår jeg godt, hvorfor ens forældre altid joker med at de fik deres grå hår da de blev forældre - for det er et meget opslidende og hårdt arbejde at arbejde med børn.
Men selvom jeg har haft modgang, vil jeg ikke give op - jeg vil starte den næste arbejdsdag med oprejst pande og åbent sind, og prøve at få det bedste ud af dagen.